Autisme spektrum forstyrrelser voksne

Tema: Autisme Skribent: Meta Jørgensen Tilstande inden for autismespektret Personer med diagnoser i autismespektret oplever først og fremmest udfordringer vedrørende mellemmenneskelig kommunikation og social interaktion. Disse udviklingsforstyrrelser defineres ud fra symptomatologi i tre centrale domæner: atypisk social kontakt, kommunikative vanskeligheder samt en indsnævret forestillingsevne, hvilket kommer til udtryk gennem fastlåste adfærdsmønstre, ritualer og begrænsede interesser.

Tegnene skal kunne spores tilbage til de tidlige barneår, omend de transformeres i takt med modningen. For at opfylde diagnosekriterierne kræves det, at funktionsniveauet er markant nedsat i sociale, uddannelsesmæssige eller professionelle kontekster. Denne påvirkning af dagligdagen er som regel livslang og betragtes i de fleste sammenhænge som et handicap.

Forståelsen af autismespektret Gennem den seneste tid er kendskabet til og nysgerrigheden omkring autisme vokset betydeligt. Der findes i dag et skærpet fokus på tidlig identifikation og diagnosticering, hvilket har ført til udviklingen af mere nuancerede former for støtte og behandling. Sideløbende er den terminologiske ramme udvidet fra udelukkende at omfatte infantil autisme - tidligere kendt som Kanner-autisme - til at rumme en række beslægtede tilstande med varierende sværhedsgrader, samlet under betegnelsen et spektrum.

Spektrumbegrebet understreger, at visse autistiske træk kan genfindes i den generelle befolkning i svagere form. Det er imidlertid intensiteten af disse træk og kombinationen af udfordringer inden for de tre hovedområder, der skaber den funktionshæmning, som definerer selve syndromet. Hvad dækker spektret over?

Autismespektrummet inkluderer diagnoser som infantil autisme, atypisk autisme, Aspergers syndrom samt kategorierne anden eller uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse, ofte forkortet GUA og GUU. Opdelingen af disse diagnoser baseres på sværhedsgraden af de kliniske tegn, tilstedeværelsen af symptomer i samtlige kerneområder samt tidspunktet for, hvornår den atypiske udvikling eller adfærd viser sig - specifikt før eller efter barnet fylder tre år.

Der er her tale om tilstande, som optræder med en vis hyppighed. Den infantile form udgør kun en begrænset andel. Fordelingen mellem kønnene varierer; blandt personer med infantil autisme er der en overvægt af drenge, og dette mønster ses også hos normaltbegavede individer, mens kønsbalancen skifter i tilfælde, hvor autisme optræder i kombination med omfattende kognitive handicaps.

Typiske adfærdsmønstre og tegn Den sociale interaktion kan manifestere sig meget forskelligt. Visse individer virker isolerede i deres egen indre verden, opslugt af aktiviteter uden umiddelbart formål og med større interesse for objekter end for mennesker. Andre kan fremstå passivt indstillede over for kontakt eller udelukkende søge relationer med voksne frem for jævnaldrende.

Interessen for voksne intensiveres typisk efter småbørnsalderen, hvorimod lysten til at interagere med ligesindede ofte forbliver yderst sparsom. Det er en generel udfordring for personer med autisme på tværs af alle aldre at afkode andres mentale tilstande og emotioner. Samtidig kan det være vanskeligt for dem selv at sætte ord på eller erkende egne behov og følelser. Ofte mangler de en intuitiv forståelse for sociale koder og hvad der forventes i en given situation.

Udviklingen af sproget er hyppigt forsinket, selvom det ikke gælder alle. Visse personer opnår aldrig et funktionelt talesprog, mens en mindre del lynhurtigt tilegner sig et præcist og formelt sprogbrug med en omfattende ordmængde. Intonationen kan dog lyde ensformig, og volumen kan være påfaldende høj. Evnen til at forstå sprog følger sjældent det kronologiske alderstrin; fortolkningen er ofte meget bogstavelig, hvilket gør det svært at gennemskue sarkasme, morsomheder eller ord med flere betydninger.

Eftersom mange autister besidder stærke visuelle kompetencer og er dygtige til at orientere sig efter visuelle spor, kan man let overvurdere deres sproglige fatteevne ved blot at observere dem. Man skal ikke regne med, at personen selv gør opmærksom på det, hvis en besked eller forklaring ikke er forstået. Blikkontakten afviger ofte fra normen ved at være fraværende, flygtig eller måske for intens og stiv.

Sprog og kropssprog spiller sjældent sammen, og talen er ikke altid rettet direkte mod modtageren. Det er almindeligt med langstrakte monologer om personlige interesser, hvor der tages begrænset hensyn til samtalepartnerens reaktioner. Nogle fungerer dog bedre i en struktureret dialog bygget op omkring konkrete spørgsmål og svar. Blandt mere ressourcestærke individer kan den sproglige interaktion umiddelbart virke naturlig.

Ikke desto mindre volder uformel snak ofte besvær, og de deler sjældent uopfordret ud af deres personlige erfaringer. Man vil tit bemærke en forsinket reaktionstid i samtalen, og ansigtsudtryk samt gestikuleren er ofte sparsom. Selv for velfungerende personer med autisme opstår der store barrierer i sociale miljøer, der kræver høj grad af omstillingsevne og overblik over flere personer på én gang.

I sådanne komplekse rammer vil mange vælge enten at undgå deltagelse fuldstændigt eller beskytte sig selv ved at trække sig ind i sig selv. Navnlig hos småbørn eller autister med kognitive udfordringer ses ofte gentagne kropsbevægelser, såsom at rokke, baske med armene eller hoppe rytmisk. Sprogrelaterede gentagelser, også kaldet ekkolali, forekommer ligeledes hyppigt.

En udtalt mangel på omstillingsevne betyder, at faste vaner og ritualer ofte dikterer hverdagen, og enhver afvigelse fra de vante rammer kan udløse kraftige følelsesmæssige udbrud eller en stærk stædighed. Visse individer fokuserer så intensivt på specifikke emner, at det hæmmer deres sociale kontakt og generelle modning. Leg med legetøj kan hos nogle børn antage en usædvanlig form; i stedet for funktionel leg bærer de måske blot rundt på tingene, gerne parvis, eller de roterer eller vifter med dem.

Legekompetencerne adskiller sig markant fra andre børns, og der foregår ofte parallelleg frem for samleg. Hvis der forekommer rolleleg, er den tit baseret på udenadslærte scener fra film eller litteratur, og legen bryder sammen, hvis modparten ikke følger barnets prædefinerede regler nøje. Begrænsninger i forestillingsevnen ses også hos voksne, hvilket kan besværliggøre analysen af visuelle eller skriftlige fortællinger.

Sanseapparatet fungerer ofte anderledes, hvilket leder mange til at opsøge specifikke stimuli fra eksempelvis belysning, lugte eller teksturer. Hertil kommer ofte følgetilstande som søvnbesvær, ængstelighed, svingende humør eller episoder med voldsom vrede. Bagvedliggende årsager Forstyrrelser i autismespektret bunder i neurologiske funktionsnedsættelser, som enten er medfødte eller opstået tidligt omkring fødselstidspunktet.

Det er altså ikke mangelfulde relationer, der er årsagen, som man ellers formodede i fortiden. Selvom mange elementer spiller sammen, er den vigtigste faktor genetikken. Forskning i familier og tvillinger bekræfter den arvelige komponent, selvom de præcise arvemekanismer endnu ikke er fuldt kortlagt. Ved diagnosticering anbefales det derfor, at både individet og forældrene får adgang til genetisk vejledning.

Yderligere potentielle risikofaktorer inkluderer infektionssygdomme, komplikationer under svangerskab eller fødsel, hormonelle påvirkninger samt forældrenes alder ved undfangelsen, dog uden at der findes et entydigt mønster. Tidligere teorier om, at vacciner som MFR-vaccinen skulle være årsagen, er blevet videnskabeligt tilbagevist gennem omfattende forskningsprojekter, både internationalt og i Danmark.

Historisk set har man fokuseret på kognitive forklaringsmodeller, herunder udfordringer med Theory of Mind, manglende central kohærens samt svækkede eksekutive funktioner. Sidstnævnte medfører typisk barrierer i forhold til planlægning og struktureret overblik. Selvom disse kognitive træk ofte optræder ved autisme, er de ikke unikke for diagnosen, da de ligeledes kan forekomme ved andre lidelser.

Hvornår finder diagnosticeringen sted? Selve diagnosen fastlægges typisk i en tidlig alder. Mens infantil og atypisk autisme ofte identificeres før skolealderen, bliver Aspergers syndrom og GUA typisk først diagnosticeret fra femårsalderen og frem. Selvom øget opmærksomhed muliggør tidligere indsatser, kan en endelig diagnose sjældent stilles med sikkerhed, før barnet er fyldt to år.

Der findes flere grunde til, at voksne eller unge kan gå gennem livet uden en formel diagnose. For nogle har de karakteristiske tegn været mindre tydelige tidligere, mens andre er blevet udredt på et tidspunkt, hvor spektrumforståelsen endnu ikke var etableret. Desuden kan komplicerende psykiske lidelser skygge for den underliggende autisme. På trods af tilgængeligheden af diverse screeningsmetoder, spørgeskemaer og systematiske interviews, kan intet enkeltstående værktøj danne grundlag for en diagnose.

Disse redskaber skal altid supplere en helhedsorienteret klinisk bedømmelse. Udredningsarbejdet udføres af tværfaglige specialister, hvor familiens viden spiller en afgørende rolle. Hvis familiære oplysninger ikke er tilgængelige, må man i stedet støtte sig til observationer fra fagfolk i personens netværk. Behandlingsformer Den primære støtte til personer med autisme er funderet i specialpædagogik.

Begrebet behandling anvendes her om de pædagogiske, læringsmæssige og terapeutiske tiltag, der målrettes de særlige udfordringer, diagnosen medfører. Hjælpen skal tilpasses den enkelte. Selvom en hurtig og fokuseret indsats i barndommen er essentiel, vil størstedelen af de berørte have brug for en form for bistand gennem hele tilværelsen.

Visse ressourcestærke individer, herunder dem med det nuværende Aspergers-mærkat, formår at udnytte deres unikke kompetencer til at bestride specialiserede stillinger i erhvervslivet. Støtteprogrammet omfatter diverse strategier, såsom anvendelse af visuelle hjælpemidler og skemalægning af hverdagen.

For de mindste foregår indsatsen ofte indirekte gennem vejledning af forældre og fagpersonale. Ældre børn og voksne kan have gavn af social færdighedstræning, undervisning i egen diagnose (psykoedukation) samt støtte til dagligdags gøremål og terapeutiske samtaler. Formålet er at give dem en bedre selvforståelse, øge selvtilliden og udstyre dem med brugbare mestringsstrategier.

Pårørende tilbydes ligeledes støtte gennem rådgivning, undervisning og gruppebaseret vejledning. Medicinering kan i visse tilfælde blive nødvendig, primært for at håndtere komorbide psykiske lidelser eller svære adfærdsmæssige udfordringer. Der findes på nuværende tidspunkt ingen medicin, der kurerer selve grundkurven af autisme, men medicinske præparater kan anvendes til at dæmpe tvangsprægede mønstre og ritualer.