Arvæv efter fjernelse af livmoder
I bughulen, specifikt i det intraperitoneale rum, forekommer adhærencer - altså sammenvoksninger mellem organer - som en relativt almindelig tilstand. Disse sammenvoksninger kan også omfatte en streng, der forbinder tarmene, hvilket i sig selv udgør en form for sammenvoksning. Selvom adhærencer sjældent fører til alvorlige komplikationer som kroniske mavesmerter eller tarmslyng, kan de i visse tilfælde medføre disse problemer, især hvis de opstår som følge af tidligere operationer eller betændelse i bughulen.
Den indre beklædning af organerne i bughulen er peritoneum, en tynd og fugtig membran, der tillader fri bevægelighed mellem organerne samtidig med, at den holder dem på plads. De fleste organer er fuldstændig dækket af denne membran. Eksempler på organer, der er dækket af peritoneum, omfatter mavesækken, leveren og tyndtarmen.
Hos kvinder ligger livmoderen, æggestokkene og æggelederne også indenfor bughinden, mens organer som nyrerne, bugspytkirtlen og den store legemspulsåre ligger bagved. Risikoen for sammenvoksninger er generelt højere ved åbne operationer sammenlignet med kikkertkirurgi. Sammenvoksninger begynder at danne sig i løbet af de første dage efter en operation, og symptomer kan sjældent opstå, men hvis de gør, er de typisk først synlige efter måneder eller år.
Selvom sammenvoksninger sjældent er den direkte årsag til mavesmerter, er det vigtigt at udelukke andre potentielle årsager, før man overvejer adhærencer som en mulig forklaring. Akutte, voldsomme mavesmerter, opkastninger og en øm mave kan indikere en akut afklemning af tarmen forårsaget af sammenvoksninger, hvilket ofte skyldes, at bindevævet lukker tarmen af. Afklemningen kan forekomme i enten tyndtarmen eller tyktarmen, og symptomerne afhænger af, hvor i tarmen afklemningen sidder.
I sjældne tilfælde kan en afklemning føre til, at tarmen sprænges på grund af øget tryk fra indholdet. Adhærencer er den mest almindelige årsag til akut afklemning af tyndtarmen og en hyppig årsag til indlæggelse på kirurgisk afdeling. Dog er sammenvoksninger i sig selv uden synlige symptomer ikke nødvendigvis en farlig tilstand.
Sammenvoksninger kan også medføre nedsat frugtbarhed hos kvinder og kroniske smerter i bækkenet, især hos kvinder, der har gennemgået operationer i bækkenet, såsom kejsersnit. Diagnostisering af sammenvoksninger involverer ofte en CT-scanning af maven, eventuelt suppleret med kontrastvæske, og i nogle tilfælde en kikkertkirurgisk undersøgelse for at bekræfte tilstedeværelsen af sammenvoksninger.
Det er vigtigt at bemærke, at enhver yderligere operation i bughulen øger risikoen for at udvikle flere sammenvoksninger, hvilket derfor gør kirurgerne tilbageholdende med at udføre yderligere indgreb. Forebyggelse af sammenvoksninger handler primært om at minimere skaden under operationen. Selvom det er svært at forhindre dannelsen af nye sammenvoksninger, er det vigtigt at undgå unødvendige operationer.
Kikkertkirurgi er ofte foretrukket, da den medfører færre sammenvoksninger end åben operation. Der findes ingen medicinsk behandling for at fjerne eksisterende sammenvoksninger, og de fleste danner sig igen efter kirurgisk fjernelse. Mange tiltag og produkter er blevet forsøgt for at forebygge dannelsen af sammenvoksninger, men der er begrænset dokumentation for deres effektivitet.
Sammenvoksninger kan være en alvorlig komplikation, der kan føre til tarmslyng og kræve akut kirurgisk indgriben. De er meget almindelige efter åbne operationer i maven og mindre hyppige efter kikkertkirurgi.