Alt hvad du ejer anmeldelse

Inden digtsamlingen udfolder sig, gennemlevede Caspar Eric en dybt tragisk periode, hvor han og hans partner opdagede, at de ventede barn, for derefter at miste fosteret i graviditetens ellevte uge. Efterfølgende brast parforholdet, og jeg kan ikke erindre tidligere at have set en mand så indgående dissekere de følelser, der knytter sig til at skulle blive forælder, endnu inden barnet havde set dagens lys.

Det er almindeligt at høre fædre berette, hvordan erkendelsen af barnets eksistens først for alvor manifesterer sig, når de oplever dets spark, eller når de fysisk holder det i deres favn. Hvilket er ganske naturligt. At miste et foster inden udgangen af de første tre måneder er en relativt udbredt forekomst, og gennem værket fornemmer man, at parret både anskuer situationen med en saglig og objektiv tilgang, men samtidig overvældes af den dybe sorg og det chok, tabet medfører.

Digtene skildrer en omtrentlig tidslinje, der dækker perioden før, under og efter aborten. Og selvom der også rettes blikket mod en fremtid præget af optimisme og hengivenhed, er det særligt cirklen som et gennemgående symbol, der dominerer narrativet. Den er fremtrædende på bogens forside, den markerer afsnitsinddelingerne i værket, og selve kernetemaet udgør en finurlig beretning om tilværelsens cyklus; den cirkulære bevægelse - fødsel og død i en evig vekselvirkning.

Fra et narrativt perspektiv præsenteres et jeg, der retter sin stemme mod et du. Begge entiteter repræsenterer Caspar Eric, og min fortolkning er, at det er den mere afbalancerede Caspar fra nutiden, der nærmest sender disse skriftlige fragmenter tilbage til den fortidige, sårede Caspar for at bidrage til bearbejdningsprocessen. Til tider forstyrrede dette min læseoplevelse.

Hvis jeg havde lagt bogen fra mig, måtte jeg genfinde rytmen i stilen - adskillige gange opdagede jeg, at jeg misforstod, hvem af stemmerne der tiltalte, og hvem der blev tiltalt. Årsagen til min begejstring for alt, Caspar Eric forfatter, er, at han undlader at nedvurdere læseren, og tværtimod fordrer en konstant opmærksomhed. Han tøver ikke med at udfordre, hverken sprogligt, konceptuelt eller tematisk, idet han betragter sine læsere på samme måde som han betragter sig selv: sansende, intellektuelle og videbegærlige individer med dybde og hele livet foran sig.

Fremtiden rummer altid en ny dag med potentialer, fiaskoer, brustne illusioner eller møder med medmennesker, som kan medføre både smerte og glæde.